Dansk TV3 i udlandet

Forfatter:	A. Nonym
Version:	1.1.3
Dato:		19-10-94
Dansk TV3 udsendes via en ASTRA transponder, og kan derfor modtages over det meste af Europa. I det følgende beskrives hvad der egentlig kræves for at kunne kigge med.

Hardware

TV
Hvis du ikke allerede har et skulle du overveje om du virkeligt ønsker det. TV er vanedannende og dets bidrag til øget livskvalitet er i bedste fald diskutabel ;-)
Parabol antenne
I det meste af Europa skulle en 60cm parabol være tilstrækkeligt. I princippet burde en (korrekt monteret) 90cm antenne give større signal-støj forhold, til gengæld for besværlig montering, vindfølsomhed og kritisk indstilling. Min egen 60cm parabol ligger henslængt på græsplænen, og giver alligevel et rimeligt billede (hvis det ellers ikke regner alt for meget.) Bopæl i periferien af Europa taler selvfølgeligt for en 90cm antenne. Bemærk at satellit TV udsendes i det øvre X-bånd (10-12GHz,) hvilket betyder at tykke trækroner og kraftigt regnvejr (eller en kat der går forbi et på jorden liggende mikrobølge hovede) kan reducere signalet til under modtagerens følsomhed.
Modtager
TV3 (dansk, norsk og svensk) udsendes (ligesom TV1000 og Filmnet) i D2MAC formatet der er en relativt ny europæisk standard for kodning af satellit-TV (med mulighed for flere sprog i lyd og undertekster.) Ikke-mainstream teknologi oversættes som regel til skyhøje udgifter til apparatur, og dette holder også i forbindelse med D2MAC. Sidste gang jeg interesserede mig for priserne på satellit modtagere kostede D2MAC ca. det dobbelte af PAL modtagere -- forskellen er sikkert større i lande hvor man ingen interesse har i D2MAC kanaler (f.eks. Tyskland.) Et komplet D2MAC sæt kostede i starten af året ca 2500-3000kr (i Danmark.)

Abonnement

I Danmark sælges D2MAC sættene (modtager og antenne) normalt med et TV3 abonnement (300kr oprettelse og 70kr/år for alle tre TV3'er -- jeg går ud fra at dette kun er for at begrænse antallet af seere der skal betales "film-rettigheder" for) og et 30 dages prøve abonnement på TV1000. Dette er lige hvad du er interesseret i -- eneste problem er bare at TV3 kortet, ifølge TV3, ikke må forlade Danmark. Denne "handelshindring" er muligvis i strid med diverse EU-bestemmelser -- I italienske sattelit blade påstås det f.eks. at det i Italien er lovligt at "hjemme-dekode" kanaler, der ikke vil sælge abonnement i Italien. Altså: den problemfrie løsning er at finde en lokal forhandler af betalings-TV abonnementer og bestille kortet der. Den letteste (og sikkert billigste) er at opgive en dansk "dæk" adresse hvortil VIASAT (den danske forhandler af TV3 kort) kan sende opkrævninger etc. Bemærk at VIASAT efter en måned ringer i et forsøg på at sælge deres 200kr/måned TV1000 abonnementer, hvilket den faktiske beboer af "dæk" adressen bør være opmærksom på. Husk at undersøge lokale regler før du bruger et kort, der ikke specifikt er solgt til brug i dit land.

Opsætning

Med hardware'n følger sansynligvis en opsætningsvejledning, men kort fortalt går det ud på at montere parabolen så den peger mod Astra's plads i den geostationære bane, nærmere bestemt 36000 km over ækvator på 19.2 grader øst, og helst sidder rimeligt frit, dvs også med hensyn til traæer og buske.

Som det er antydet ovendor er opsætning ikke frygtelig kritisk (for en 60cm parabol i hvert fald.) Det kan dog godt anbefales at sikre kabelet mod træk -- hvis antenne kablet kortsluttes med receiveren tændt, kan strømforsyningen (sidder i receiveren) til LNB'en ødelægges (problemet burde kun eksistere på de billigste produkter.)

Hvad er det værd?

Og hvad får man så for sin 3000kr (plus opsætning, hvis man ikke vælger at smide antennen i haven) investering?

TV3 sender for et dansk publikum i Danmark, dvs man fokuserer på imponerende klam underholdning og amerikanske film snarere end egentlig information (som DR og TV2 alligevel gør bedre.) Dog har man for nyligt udvidet nyhederne fra 3 min til 10-15 min, hvilket faktisk giver plads til andet end vejrudsigten (som vi andre gudskelov ikke har glæde af ;-). I Danmark er nyhederne stadig værdiløse, men i mangel på DR/TV2 kan de godt gå an.

Som noget nyt, har TV3 lige fået en anseelig mængde nyhedsstof på tekst-TV (som i D2MAC formatet dekodes af satellit-modtageren og ikke af TV'et.) Det er angiveligt "newsflash" (også internationale) fra Jyllandsposten, men det er bedre end ingenting ;-)

På MTV er der dansk tekst-TV med hitlister og annoncer, og CNN har på side 167-169 korte referater fra Berlingske og Jyllandsposten. Dertil kan man dagligt glædes over en mangfoldighed af amerikanske film synkroniseret til den dårlige danske dialekt man taler syd for grænsen, og over tegnefilm på spansk.

Hvor finder jeg flere oplysninger?

Check alt.satellite.tv.europe FAQ'en, samt Henriks satellit homepage http://xan.esrin.esa.it:2602/satellite.html. En liste over TV kanaler der stråles ud over Europa kan hentes med anonym ftp på login.dknet.dk:/pub/husted/satellit.txt.

-------------------------------------------

 o Forrige kapitel  o Næste kapitel  o Indholdsfortegnelse  o Dansk OSS

Copyright 1996, All rights reserved