Giftes i Danmark

Forfatter:	Nete M. Poret <brush@oasys.dt.navy.mil>
Version:	1.11
Dato:		20/09/95
Så I vil gerne giftes i Danmark, men bor i udlandet?

Det er ikke noget problem og kan sagtens lade sig gøre plus papirarbejdet er minimalt. Jeg bor i USA og er selv lige blevet gift i Danmark (den 5. august 95) ved et rådhusbryllup, så mine erfaringer er mest indenfor dette område. Jeg tager forbehold for regler andre kommuner har og som jeg ikke har hørt om, samt at reglerne er en smule anderledes for registrerede par af samme køn. Det vigtigste er at spørge, spørge og igen spørge hvis I er i tvivl om noget.
Med disse forbehold, her er mine (nye) erfaringer indenfor dette område:

Hvor kan vi blive gift i Danmark?

Man kan (vistnok - jeg har ikke checket med alle 273 kommuner i Danmark) blive gift på lige fod med alle andre danskere. Det første, I skal finde ud af er i hvilken kommune I vil giftes i og om det skal være i kirke eller på rådhuset. Hvis det skal foregå i en kirke skal I nemlig være i god tid med at bestille plads - gerne et halvt til et helt år i forvejen (afhængig af hvilken kirke selvfølgelig). Hvis I beslutter jer for rådhuset (sådan som jeg og min "husbond" gjorde) så kan det hele klares inden for en uge hvis papirarbejdet er klaret per post.

Papirarbejde

Hvor meget papirarbejde er involveret?

Når I har besluttet jer til hvor brylluppet skal stå, så kontakt ægteskabskontoret eller præsten i den valgte kommune og be' om en ægteskabserklæring eller "marriage declaration". Samtidig vil det være en god ide at spørge om hvilke andre papirer de skal ha' - såsom kopier af fødselsattester, opholdstilladelser, skilsmisseattester, dødsattester, navneændringsbevis, gyldigt pas, rejsebilletter, etc - hvad der nu er aktuelt for jeres situation. Når I udfylder ægteskabserklæringen skal I huske at sætte en adresse på, der ligger i den kommune I skal giftes i (det være sig hotel, en slægtning eller sommerhus). Ellers vil I blive henvist til den kommune hvor jeres midlertidige opholdssted er. Send papirerne ind mindst en måned før vielsen skal finde sted. For udenlandske statsborgere skal ægteskabskontoret desuden se et indrejsestempel i passet, så de kan sikre sig at man er kommet til Danmark på lovlig vis.

Det er ikke nødvendigt at være bosat i Danmark eller at være tilmeldt folkeregisteret for at blive gift i Danmark. Forskellen er at hvis man ikke bor i Danmark, så skal man betale 500 kr i gebyr (det gælder Frederiksberg kommune, prisen kan være forskellig fra kommune til kommune) mens det er gratis hvis man er tilmeldt folkeregisteret.

Tidsfrister

Hvor lang tid i forvejen skal vi ordne papirarbejdet?

Jeg vil anbefale at I sender alle papirer ind så kommunen har det en måned i forvejen. Ægteskabskontoret ser helst at alt er i orden en uge før, inklusiv fremvisning af gyldigt indrejsestempel i passet (i alt fald for Frederiksberg kommune). Dette betyder at man skal være i landet i mindst en uge før vielsen kan finde sted. Vi havde dog lavet den aftale med Frederiksberg kommune at vi kunne komme op på ægteskabskontoret tre dage før vielsen og vise stempel. Dette kunne lade sig gøre fordi vielsen skulle foregå på Frederiksberg rådhus og papirer og tilladelser ikke skulle "ud af huset". Snak med ægteskabskontoret i den kommune I vil giftes i om eventuelle dispensationer; de skulle da være til at snakke med.

Partnernes statsborgerskab

Skal en af parterne være dansk statsborger for at man kan blive gift i Danmark?

Nej, begge parter kan være udenlandske statsborgere - både Jay og jeg, Nete, er amerikanske statsborgere og havde ingen problemer. Jeg blev dog spurgt om grunden til at jeg havde valgt Danmark og Frederiksberg kommune til at blive gift i. De var tilfredse med svaret - jeg har boet på Frederiksberg i 20 år! Anyway, - Hvis begge parter er udenlandske statsborgere, så skal begge vise gyldigt indrejsestempel. Nu har jeg snakket om gyldigt indrejsestempel før og jeg må lige pointere at gyldigt stempel er et, der er mindre end tre måneder gammelt. Man kan opholde sig som turist i Danmark i maximum tre måneder før myndighederne begynder at rynke øjenbrynene.

Gyldighed i hjemlandet

Er giftemålet og vielsesattesten gyldigt i det land vi bor i?

Jeg kan kun tale for USA og her er vielsesattesten gyldig. I Danmark kan man få en dansk og en engelsk udgave af vielsesattesten. Jeg bruger den engelske udgave for at få skiftet mit efternavn her i USA og har indtil videre ikke haft nogen problemer. Hvis I bor i et andet land end USA må I rette henvendelse til myndighederne i jeres bopælsland. Jeg vil råde jer til at spørge FØR I begynder at lave aftaler i Danmark. Det kan dog være at I skal via jeres bopælslands ambassade i Danmark (København) for at få vielsesattesten "ratificeret" - igen, snak med den rette myndighed i det land I bor i FØR I laver nogen aftaler i Danmark.

Opsummering

Kan du opsummere hvad der skal til for at blive gift i Danmark?

Selvfølgelig - her er listen:

  1. Find ud af om en dansk vielsesattest er gyldigt i det land I bor i.
  2. Find ud af hvilken kommune I vil giftes i.
  3. Hvis det skal være i kirke, kontakt præsten og bestil plads
  4. Kontakt den aktuelle kommunes ægteskabskontor og be' om en ægteskabserklæring.
  5. Send den udfyldte erklæring sammen med relevante kopier (fødselsattester, navneændringsbevis, etc) mindst en måned i forvejen til ægteskabskontoret - husk eventuelt vielsesgebyr.
  6. Eventuelt møde op på ægteskabskontoret eller hos præsten med gyldigt indrejsestempel før selve vielsen.
  7. Nyd den store dag og et stort tillykke fra os på dansklisten.

-------------------------------------------

 o Forrige kapitel  o Næste kapitel  o Indholdsfortegnelse  o Dansk OSS

Copyright 1996, All rights reserved